Skotterne hædrer dansk produceret whisky

10 september 2019
Søren Black
Skotterne hædrer dansk produceret whisky

Et lille whiskydestilleri i udkanten af Vejle har skrevet intet mindre end whiskyhistorie. Destilleriet har nemlig som de første i Europa fået lov at sælge deres produkter til Skotterne. I det hele taget er Danmark godt på vej til at blive kendt som et whiskyproducerende land.

Holder du meget af whisky, så behøver du måske ikke længere kun at kigge mod Skotland for at finde de gode dråber. Fary Lochan, et lille destilleri i Farre ved Vejle, har nemlig fået den største anerkendelse, som det er muligt at få i den branche. Den skotske medlemsorganisation for whiskyproducenter, The Scotch Malt Whisky Society, har for første gang nogensinde købt et whiskyfad fra det europæiske fastland. Og for at det ikke skal være løgn, så er sælgerne det lille danske whiskydestilleri Fary Lochan. Smagspanelet fra The Scotch Malt Whisky Society har samtidig forsynet de indkøbte danske whiskyflasker med en såkaldt Primium-etiket, et kvalitetsstempel som disse whisky-kendere kun meget sjældent uddeler.

900.000 liter og 19 ansatte

Direktør og medejer i Fary Lochans Morten Jørgensen er overbevist om at salget og anerkendelsen fra skotterne vil betyde meget for markedsføreingen af det lille danske whiskydestilleri. Den fine hæder fra skotterne kommer da også efter, at flere danske destillerer de seneste år har gjort sig bemærket i whisky-branchen. En af de destillerer hvor der for alvor er gang i aftapningen er hos Stauning Whisky ved Skjern. Her kunne man i august 2018 officielt indvie et nyt, stort destilleri med en kapacitet på 900. 000 liter årligt. Det var dog først i april i år, at produktionen af whisky kom op helt op at køre på det topmoderne destilleri, der i dag har 19 ansatte. Stauning Whisky kom til verden i 2005, hvor en gruppe venner på en lejrtur kom til at snakke om, at det kunne være en ide at prøve at fremstille en dansk whisky. Siden har Stauning Whisky udviklet sig til Danmarks største whiskyproducent. Men om destilleret i Vestjylland også en dag får skotternes anerkendelse, det må tiden vise.

Flere Nyheder