Optimisme i Illum trods fortsat underskud
Pengene fosser ud af kassen hos stormagasinet Illum, der har brugt de seneste år på en storstilet ombygning. Men der ligger en fast strategi bag det virksomheden gør, mener direktøren for det hele.
Ombygning til mere end en halv mia.
Hører du til de mange, der jævnligt går tur på Strøget i København, så har du sikkert også bemærket, at stormagasinet Illum har ændret udseende. Illum har nemlig de seneste år været i gang med en omfattende ombygning, der har kostet mere end en halv mia. kr. Men noget tyder på, at investeringerne ikke er kommet ind igen. Et dugfrisk regnskab viser nemlig, at stormagasinet i 2018 havde et underskud på driften på 113,3 mio. kr. mod et underskud på 115,4 mio. kr. året før. Bundlinjen viser et minus på 98 mio. kr., og dermed har Illum haft et samlet underskud på 380 mio. kr. de seneste seks år.
Nye brands skal give luksusunivers
Den store ombygning i Illum har haft til formål at ændre stormagasinet til et luksusunivers. Så samtidig med at rulletrapperne er blevet udskiftet og en udendørs tagterrasse er åbnet, så er der kommet nye varer på hylderne. Det betyder, at du nu kan møde internationale brands som for eksempel Chanel, Dior, Fendi, Burberry og Tiffany, når du shopper i stormagasinet.
Pengene tjenes på nettet
Selvom regnskabet for Illum ikke ligefrem imponerer, så mener adm. direktør i Illum Jeanette Aaen, ikke at det står så skidt til for stormagasinet, som skriverierne i pressen kunne tyde på. I en mail til erhvervsmagasinet Finans i januar 2019, slog hun fast, at Illum har lagt en strategi, der kræver en masse investeringer og forandringer, før målet er nået. Det er en strategi, der, ifølge direktøren, går ud på at investere og introducere nye koncepter og afdelinger. Og strategien har da også allerede betydet, at Illum har nået målet om at være det mest eksklusive og luksuriøse stormagasin i Norden, fastslog Illum-direktøren. Hun bakkes op af branding-ekspert Andreas Hansen, der ikke mener, at man ud fra tallene kan konkludere, at Illum er inde i en skidt udvikling. Til Berlingske udtalte han tilbage i 2015, at det nok er en fordel for Illum, at de lægger lokaler til store brands, der har accepteret, at deres fysiske butikker ikke nødvendigvis giver et overskud. Til gengæld kan butikkerne, fungere som showrooms for de varer, som forbrugerne ender med at finde online eller andre steder.