Ny Disney kanal på vej

11 august 2019
Søren Black
Ny Disney kanal på vej

Er du kæmpe Disney fan, så er der godt nyt. En ny streamingtjeneste er på vej med alt det gode indhold, der gør det svært ikke at knuselske Disney.

Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule har alle det til fælles, at de er et produkt af Disney koncernen. Og snart har de også det til fælles, at de bliver en del af indholdet på en ny streamingtjeneste, du kan nyde godt af på dit fjernsyn. For Disney er nemlig på vej med streamingtjenesten Disney+, der efter planen skal kunne tilbyde dig alle de fantastiske film og serier, koncernen har sendt på gaden i de sidste mange årtier. Disney+ rulles ud til amerikanerne i november, og herefter er det så meningen, at vi her i Vesteuropa også skal få glæde af den nye tjeneste. Der er endnu ikke sat dato på, men danskerne kan ifølge planen se frem til at kunne se Disney+ i slutningen af 2019 eller i begyndelsen af 2020. Og der bliver nok at kaste sig over med fjernbetjeningen. Ifølge Disney vil man fra starten i USA kunne se op til 7.500 episoder af allerede eksisterende tv-programmer, 25 helt nye serier og 10 helt nye film. Som om det ikke var nok, så kommer der også 500 eksisterende film, der blandt andet tæller alle de originale Disney-film og Star Wars-film, der er sendt på markedet.

Investering sender aktie ned

Disney+ bliver med sit enorme indhold og en lav pris, 6,99 dollars om måneden i USA, en enorm konkurrent til streamingtjenesten Netflix, der for tiden kan se kunderne stille og roligt sive. Men investeringen i den nye streamingtjeneste går hårdt ud over koncernens regnskab for tredje kvartal i 2019. Her kommer Disney ud med et driftstab på 522 mio. kr., hvilket har sendt Disney-aktien ned med et fald på fire procent. Manglende besøgstal i de store Disney parker rundt om i verden er også en medvirkende årsag til, at milliarderne for øjeblikket fosser ud af Disney koncernen. Men trods et dårligt regnskab, så skal Disney+ nok lande hos danskerne. Men indtil videre har Disney i Danmark dog oplyst, at de endnu ikke er sat en præcis dato på, hvornår danskerne kan se Disney+, eller hvad prisen bliver for at benytte den herhjemme.

Flere Nyheder