Buksedrenge fra Aalborg indtager København

08 maj 2019
Søren Black
Buksedrenge fra Aalborg indtager København

I sommeren 2018 indtog en flok gymnasievenner DR programmet Løvens Hule og bad om penge til en investering i de lækre bukser, de havde lanceret igennem firmaet Shaping New Tomorrow. Et års tid senere har drengene fra Aalborg åbnet en butik i Indre København og leveret et års regnskab, hvor de er gået fra et plus på 200.000 kr. til et overskud på 8,3 mio. kr.

Løvernes investering gav et boost

Findes der et par bukser, som både er pæne og samtidig gør det muligt at røre sig i. Det gik tre gymnasieelever fra Aalborg og spekulerede i, mens de sled med lektierne. Da de tre barndomsvenner Christian Aachmann, Christoffer Bak og Kasper Ulrich ikke kunne finde den type bukser noget sted, startede de virksomheden Shaping New Tomorrow for fire år siden. Og siden er det gået stærkt. Det store boost for virksomheden kom i 2018, hvor drengene i Løvens Hule, fik investeringer fra iværksætterne Jesper Buch og Birgit Aaby. Begge ”løver” investerede 250.000 kroner for 10 procent af Shaping New Tomorrow.

Sortimentet er blevet udvidet

Ideen med at lancere benklæder, der ligner almindelige habitbukser, men føles som joggingbukser, gav i 2018 virksomheden en omsætning på 35 mio. kroner. Shaping New Tommorow startede med bukser, men siden er sortimentet udvidet til også at omfatte poloer, skjorter og trøjer. Selve tøjproduktionen får drengene klaret i Portugal, mens tøjet sælges online og i en fysisk butik i henholdsvis Aalborg og København. Sidstnævnte butik har Shaping New Tomorrow åbnet i Pilestræde i Indre København i maj 2019.

Bedste investering i Løvens Hule

Selvom Shaping New Tomorrow nu har to flagship store herhjemme, så stopper Aalborg drengene ikke med at udvide deres forretning. Næste skridt er nemlig at indtage Sverige, Holland, Tyskland og England, hvor virksomheden netop har åbnet webshops. Jesper Buch har tidligere udtalt, at hans investering i Shaping New Tomorrow er den bedste, han nogensinde har foretaget i Løvens Hule.

Flere Nyheder