Nethandlen fylder rund
På bare tyve år er nethandlen herhjemme nærmest eksploderet. Mens forbrugerne jubler, så vækker det bekymring ude hos de fysiske butikker, hvor der er blevet længere mellem kunderne.
Det startede med en blomsterbuket
Vi skal faktisk ikke længere tilbage end til fredag den 9. april 1999. Her købte Peter Max, administrerende direktør for PBS (det senere Nets) en buket blomster og sendte til daværende erhvervsminister Pia Gellerup (S). Betalingsloven var lige blevet ændret, og PBS direktøren kunne som den første dansker nogensinde foretage et køb med sit Dankort på nettet. Siden er nethandlen herhjemme steget med nærmest raketfart, hvilket afspejler sig i, at hver tiende betaling nu foretages på nettet. Dengang i 1999 blev det til 87.688 transaktioner med Dankort over nettet. Tallet er siden steget til 128,1 millioner i 2018, hvilket er en næsten 1.500-dobling.
Underskud hos de fysiske butikker
Det er dog ikke alle, der hejser flaget og glæder sig over succesen med nethandlen herhjemme. For flere detail- og engrosvirksomheder døjer i disse år med skrantende økonomi og røde tal. Faktisk viser en ny analyse fra FSR dansk Revisorer, at mere end hver tredje virksomhed kører med underskud. Derudover viser analysen også, at mere end hver femte virksomhed er så hårdt presset, at de både kører med underskud og en angrebet egenkapital. Det betyder med andre ord, at de så at sige spiser af det fundament, der bærer deres forretning. Danske Bank har også for nylig fremvist en analyse, der viser, at væksten i salget og overskuddet hos de 300 største danske detailhandelsbutikker er faldende.
Tilpas butikkerne efter kundernes ønsker
Hvad stiller du så op, hvis du har en butik, hvor kunderne langsomt begynder at sive? Det har Niels Ralund direktør hos FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel) nogle bud på. Han mener først og fremmest, at de fysiske butikker skal holde op med at pege fingre af nethandlen. Derimod kan butiksejerne med fordel kopiere meget fra netbutikkerne. De er nemlig som regel gode til at tilpasse sig kundernes ønsker og sammensmelte den fysiske og digitale handel, mener FDHI direktøren.